Vestnordisk Råds årsmøde i Tasiilaq åbnet

Formanden for Inatsisartut Josef Motzfeldt har i går eftermiddags åbnet Vestnordisk Råds 26. årsmøde. Åbningen fandt sted på Kommunekontoret i Tasiilaqs tidligere kommunalbestyrelses lokaler.

Efter den grønlandske delegation allerede var ankommet til Tasiilaq om lørdagen, ankom både den færøske og den islandske delegation til Tasiilaq mandag. Under blå himmel og højtstående sol var humøret højt oppe blandt de tre landes delegationer, som hver består af seks medlemmer af de respektive landes parlamenter.

Formanden for Vestnordisk Råd Josef Motzfeldt bød delegationerne velkommen til Tasiilaq. I sin åbningstale understregede han, at der ligger en stor chance i, at Vestnorden arbejder sammen og i fællesskab repræsenterer landenes interesser.

Grønlands minister for nordisk samarbejde Palle Christiansen bakkede op om dette ved at henvise til, at Vestnorden kan komme langt ved at stå sammen og ved at promovere fælles interesser.

Vestnordisk Råds generalsekretær Þórður Þórarinssonunderstregede betydningen for, at delegationerne sørger for, at de nye rekommandationer, som skal vedtages på dette årsmøde, kommer på medlemsparlamenternes dagsorden til efteråret, således at de allerede før nytår kan blive behandlet af de enkelte landes regeringer.

Efter åbningen af årsmødet tog de tre landes delegationer til Filatelia. Her vistes blandt andet originale kunstværker bag Islands kommende julefrimærke for i år. I den forbindelse tilbød Filatelia den Vestnordiske Råds delegation at sende postkort hjem til deres familie og venner, som blev stemplet efter alle frimærkekunstens retningslinier.

Efterfølgende tog delegationerne til Ammassalik Museum for at se en udstilling af grønlandske frimærker og akvareller tegnet af Martin Mørch, som i flere år har haft et tæt samarbejde med det grønlandske postvæsen.
 

Vestnordisk Råds årsmøde fortsætter i dag hvor der efter indlæg af blandt andet gæster fra Norges Stortingets præsidium og Nordisk Råd står behandlingen af Vestnordisk Råds rekommandationer på dagsordenen. Derudover skal der også vælges et nyt præsidium og herunder tema for næste års temakonference.

 

Josef Motzfeldt

Formand for Vestnordisk Råd og formand for Grønlands Inatsisartut