Redningsberedskabet i Nordatlanten må styrkes. Det konkluderedes der på Vestnordisk Råds, Nordisk Råds og NORAs fælles temakonference om redningsspørgsmål i Nordatlanten, afholdt i dag, iNordens Hus i Thorshavn. På mødet kom det frem, at trafikken i og omkring Nordpolsområdet er vokset betydeligt gennem de seneste år, og at der er udsigt til, at denne forøgelse vil være endnu større i de kommende år.
Ólína Þorvarðardóttir, formand for Vestnordisk Råd, gjorde opmærksom på, at der i kølvandet på de miljøforandringer, som har åbnet adgang til polarområdet, er sket en betydelig vækst i trafikken for både passager- og fragtskibe. Men redningsberedskabet i området er ikke blevet styrket tilsvarende. Tvært imod blev dette beredskab kraftigt reduceret, når amerikanerne flyttede deres helikopterredningskorps væk fra Island i 2006.
”Det var overordentlig glædeligt, at Arktisk Råds regeringer i sidste måned i Nuuk i Grønland underskrev en samarbejdsaftale om redningsspørgsmål i Nordatlanten,” siger Ólína Þorvarðardóttir. ”Efter vores opfattelse er aftalen et glædeligt første skridt, men det står samtidig klart, at man må styrke det internationale samarbejde endnu mere. Og at man så snart som muligt må styrke udstyret til redningsopgaver i området, ligesom man heller ikke kan komme uden om at ofre flere penge på dette område,” siger Ólína Þorvarðardóttir.
Hun peger på, at de næste skridt for Arktisk Råd må blive at diskutere, hvordan udgifterne til en styrkelse af beredskabet skal fordeles mellem landene. Hun understreger også, at mange lande har interesser at varetage i området, og at det derfor ikke er muligt udelukkende at lægge ansvaret for redningsspørgsmål over på de vestnordiske lande samt Norge og Danmark. Flere må yde deres bidrag.
”De opgaver, som skal løses, angår området som helhed og ikke kun hvert land for sig,” siger Ólína Þorvarðardóttir. Hun betoner, hvor vigtigt det er, at de parter, som benytter sig af de mere åbne sejlruter og af mulighederne for udnyttelse af naturresurser på havets bund omkring Nordpolen, f.eks. rederier, olieselskaber og tilmed forsikringsselskaber, ”i større omfang påtager sig ansvar for kommunikations- og sikkerhedsspørgsmål i området i samarbejde med nationale regeringer. Den politiske samarbejdsplatform mellem landene er uundværlig, men ansvaret rækker videre endnu,” siger Ólína Þorvarðardóttir.