Nordiske statsministre højt mod nord

Norges statsminister Jens Stoltenberg havde valgt Svalbard som mødested for de nordiske statsministres halvårlige møde. Et hovedtema for mødet var nemlig udviklingen af de nordlige områder af Norden. Selve Svalbards status er internationalt omstridt, men det blev mere hvalfangst og miljø statsministrene diskuterede.

De fem statsministre var med til at tage første spadestik til en global frøbank med frø fra flere end tre millioner forskellige afgrøder i Longyearbyen på Svalbard. De fem statsministre plantede frø i en symbolsk grundsten i permafrosten. Selve frøbanken bliver betalt af Norge. Nordisk Genbank – en af Nordisk Ministerråds institutioner – vil være ansvarlig for driften.

– Sammen med klimaændringer er tabet af biodiversitet blandt de største globale miljøudfordringer vi står over for, udtalte Jens Stoltenberg.

På mødet var der debat om hvalfangst. Norge og Island – og nu også Danmark – er med i et nyt flertal i den internationale hvalfangstkommission, IWC, som nu har åbnet for hvalfangst. Danmark og Rusland var de eneste europæiske lande som stemte for erklæringen sammen med hvalfangstlandene Norge og Island. Sveriges statsminister Göran Persson er skuffet over det ændrede flertal i hvalfangstkommissionen.

Kilde: www.norden.org