De klimaansvarlige ministre fra de nordiske lande og Polen mødes i København, tirsdag den 8. april, for at diskutere den igangværende klimaproces. De nordiske miljøministre har et internt møde om formiddagen, men om eftermiddagen vil diskussionen fokusere på forhandlingerne om en ny global klimaaftale.
De nordiske lande og Polen spiller en central rolle på vejen mod en aftale, som skal erstatte Kyoto-aftalen, når den udløber i 2012. FN-mødet, hvor klimaaftalen skal godkendes, afholdes i København i 2009, mens Sverige samtidig er formand for EU. Polen er på sin side vært for FN’s klimamøde i Poznan i slutningen af 2008.
I forbindelse med det nordiske møde om formiddagen vil miljøministrene blandt andet diskutere miljøfinansieringsselskabet NEFCO’s virksomhed samt fælles nordiske aktiviteter ved kommende EU-møder og andre internationale møder.
Tirsdagens møder, som afholdes hos Nordisk Ministerråd, ledes af Sverige, som i år er formand for Nordisk Ministerråd, de nordiske regeringers officielle samarbejdsorgan.
De vestnordiske ministre: Helena Dam á Neystabø, Færøernes Landsstyremand for miljø som blev valgt ind på Lagtinget i januar (på billedet), Islands miljøminister Þórunn Sveinbjarnardóttir og Grønlands Landsstyremedlem for fiskeri Kim Kielsen, deltager i mødet. Fra de øvrige nordiske lande deltager miljøministrene fra Sverige (Andreas Carlgren), Finland (Kimmo Tiilikainen), Danmark (Troels Lund Poulsen), Norge (Erik Solheim), Polen (Maciej Nowicki), Åland (Katrin Sjögren) samt Danmarks klima- og energiminister, Connie Hedegaard.
Pressen har mulighed for at få den nyeste information om den igangværende klimaproces ved en pressekonference efter klimamødet. Pressekonferencen afholdes kl. 16-16.30 i Nordisk Ministerråds sekretariat, Store Strandstræde 18, København.
Yderligere informationer: Patrik Edman, kommunikationsrådgiver, Nordisk Ministerråda, ped@norden.org ,+45 33 96 04 60
Nikolaj Bock, miljørådgiver hos Nordisk Ministerråd, nb@norden.org , +45 33 96 02 81