Det NORA-støttede projekt Vejrtjeneste til Søberedskab fik her i starten af året mulighed for at spille en lille, om end vigtig rolle, i forbindelse med den store katastrofe på Haiti. Det skriver NORA på sin hjemmeside. Island var et af de første lande, der sendte redningsfolk til katastrofeområdet for at hjælpe til med redningsarbejdet og oprydningen efter jordskælvet. Da de var på Haiti, fandt de hurtigt ud af, at de havde brug for gode og præcise vejrprognoser, specielt når det drejede sig om nedbør, der kunne vanskeliggøre deres redningsarbejde.  

Repræsentanter for den islandske redningsorganisation Landsbjørg havde i slutningen af 2009 været til et orienteringsmøde om projektet Vejrtjeneste til Søberedskab.

 

”Vi aftalte, at vi skulle holde et nyt møde i januar, men i stedet fik jeg en mail fra de islandske redningsarbejdere på Haiti, hvor de spurgte om det var muligt for os at etablere en vejrtjeneste for Haiti, som de kunne bruge i deres arbejde. To timer efter, at vi havde fået mailen, var tjenesten klar og den bliver stadig brugt,” fortæller en stolt Ólafur Røgnvaldsson.

 

De islandske redningsarbejdere er kommet hjem, men programmet med vejrprognoser bliver stadig brugt hver dag. Nu når regntiden står for døren forventes det, at der bliver endnu større behov for tjenesten.

 

Tjenesten er tilgængelig via hjemmesiden www.belgingur.is. De sociale medier så som Twitter og Facebook har været meget brugt som kommunikation i forbindelse med katastrofen og det er ad samme kanaler, at projektet har fortalt om denne tjeneste.

 

De positive erfaringer med etableringen af en tjeneste til et katastrofeområde har gjort, at projektgruppen nu arbejder med muligheden for at udvikle en løsning, der kan bruges i katastrofeområder. Det kræver en løsning, der fungerer, hvor der kun er begrænset internetadgang og hvor der er behov for hurtige og præcise vejrprognoser.

 

Det NORA støttede program arbejder med et web-baseret, on-demand system til vejrudsigter, som er tilpasset Search & Rescue-beredskaber i Nordatlanten. Et spin-off-produkt af projektet er præcise højt opløselige vejrudsigtskort for den nordatlantiske region, der kan tilbydes til offentligheden. Projektet er et samarbejde mellem partnere i Island, Norge, Færøerne og USA.

 

De første test af systemet i til Nordatlantiske redningsaktioner forventes gennemført i marts måned i år.

 

Kilde: NORAs hjemmeside http://www.nora.fo/index.php?pid=193&cid=200