Det vestnordiske samarbejde skal styrkes, særligt i forhold til EU. De vestnordiske nationer har mange fælles interesser, specielt i forhold til havet og udnyttelsen af dets ressourcer. Derfor fremhæver Vestnordisk Råd fiskeripolitik som et særlig vigtigt tema næste år, som der afholdes en konference om i Thorshavn, Færøerne, i sommeren 2005. Dette kom frem på et møde mellem Vestnordisk Råd og Nordisk Råds Præsidium onsdag morgen. Vestnordisk Råds formand, Birgir Àrmannsson, sagde at de vestnordiske nationer selvfølgelig også har en del modsatrettede interesser, som f.eks. fælles fiskebestande og fangst fra dem. Men de mange store fælles interesser er så klare, specielt i forhold til omverdenen, at det er vigtigt at samarbejde om dem. De skal profilereres og introduceres både nordisk og internationalt. Havet og fiskeri er disse landes største erhverv og økonomiske faktor. Vestnordisk Råd påpegede også vigtigheden af en målrettet forskningsindsats i klimaforandringer med det Nordatlantiske område som forskningsfelt. Det blev pointeret at selv en meget lille forandring i havets temperatur kan have stor indflydelse på hvor fiskebestandene befinder sig. Vestnordisk Råd udtrykte på mødet glæde over rapporten om Vestnorden i det nordiske samarbejde, men fremhævede samtidigt at rådet savnede mere konkrete handlingsplaner. Nordisk Råds Præsidium ønskede at Vestnordisk Råd fremsætter forslag om, hvordan målene i rapporten bedst kan opnås.