Nordisk kulturpolitik fik i går både ris og ros, da den danske kulturminister Brian Mikkelsen mødtes med kultursociolog Peter Duelund til åben debat arrangeret af Nordisk Ministerråd.
Den nordiske kulturmodel i en global og multikulturel verden var emnet for mødet mellem kulturministeren og kultursociologen.
Peter Duelund understregede i sit indlæg den nordiske kulturmodels unikke karakter i forhold til EU og internationalt:
– Vi har en guldklump i den nordiske kulturmodel, som vi skal værne om. Den nordiske kulturmodel er enestående i forhold til resten af verden. Vi kan faktisk eksportere vores kulturmodel til resten af verden og dermed markere os i det globale landskab, påpegede Peter Duelund under debatten.
Kultursociologen anklagede imidlertid den aktuelle nordiske kulturpolitik for at mangle klare visioner og efterlyste konkrete initiativer der kan sikre den nordiske kulturmodel en større kulturpolitisk attraktionskraft i forhold til de globale udfordringer. Endeligt efterlyste Peter Duelund en tydeligere diskussion af retningen for den nordiske kulturpolitik:
– Vi må forholde os til, om den nordiske kulturpolitik skal værne om de nationalstatslige monokulturer eller en kulturpolitik, der understøtter et flerkulturelt og mangfoldigt kulturlov, uafhængigt og tilgængeligt for alle, sagde kultursociologen blandt andet.
Kulturminister Brian Mikkelsen understregede betydningen af et stærkt nordisk kultursamarbejde, men betonede, at det er statens opgave at passe på de nationale kulturer:
– I Danmark fx skal vi først og fremmest værne om dansk kultur. Men vi skal også være parate til i Europa at kæmpe kampen for europæiske frihedskulturer, sagde kulturministeren og satte strege under debatmødets dominerende tema:
– Det er et spørgsmål om demokrati og frihedsrettigheder kontra de fundamentalistiske kræfter, sagde Brian Mikkelsen.
Kulturministeren fortalte, at de nordiske kulturministre med udgangen af 2008 barsler med et nordisk kulturpolitisk udspil som indspark i det nordiske globaliseringsarbejde.
Foto af Brian Mikkelsen: Johannes Jansson/norden.org