Vestnordisk Råd

Vestnordisk Råd er en mellemparlamentarisk organisation, der repræsenterer parlamenterne i Grønland, Island og Færøerne. I rådet sidder 18 parlamentsmedlemmer, seks fra hvert land.  Mellem årsmøderne ledes rådet af præsidiet, hvor der sidder et parlamentsmedlem fra hvert land. Formandsskabet for præsidiet går hvert år på skift mellem de tre præsidiemedlemmer. Rådet kan også nedsætte arbejdsudvalg om specifikke emner.

Vestnordisk Råd blev grundlagt i Nuuk i Grønland den 24. september 1985. Rådet fik et bemandet sekretariat  1997, som siden har været placeret i Altingets kontorer i Reykjavik. Rådets generalsekretær leder sekretariatets daglige arbejde.

Vestnordisk Råd samles til to ordinære årlige møder; årsmødet, der sædvanligvis placeres i månedsskiftet august/september, og temakonferencen, der sædvanligvis placeres i slutningen af januar. Møderne går på skift mellem de tre lande efter en fast mødeplan.

Vestnordisk Råds årsmøde udgør rådets øverste myndighed. På årsmødet vælges præsidiet og den  formand, der fungerer indtil næste årsmøde. På årsmøder kan ethvert spørgsmål, der kan have betydning for samarbejdet mellem de tre vestnordiske lande, drøftes. Rådet kan på årsmødet vedtage rekommandationer rettet imod et eller flere af de tre lande.

Vestnordisk Råd har hvert virksomhedsår et særligt fokusområde, der sætter retningen for rådets eksterne aktiviteter. Fokusområdet udgør emnet for Vestnordisk Råds store årlige temakonference, som afholdes på skift mellem de tre lande. På temakonferencen holder førende forskere, kulturpersonligheder og andre oplægsholdere foredrag om temakonferencens emne efterfulgt af debat. Temakonferencer er åbne for offentligheden.

Vestnordisk Råd er aktivt involveret i internationalt arbejde. Rådet har observatørstatus i Arktisk Råd og i Den Arktiske Parlamentarikerkomité (SCPAR). Vestnordisk Råd arbejder tæt sammen med Nordisk Råd, og afholder et årligt møde med DEEA-udvalget for Europa-Parlamentet. Vestnordisk Råds medlemmer deltager også i Northern Dimension, en parlamentarisk konference, der afholdes hvert andet år. Vestnordisk Råd deltager ligeledes aktivt i Arctic Circle-møder.

Derudover samarbejder Vestnordisk Råd tæt med parlamenterne og regeringerne i de tre vestnordiske lande, med Nordisk Ministerråds Nordisk Atlantssamarbejde (NORA) og med Vestnordenfonden.

Vestnordisk Råd uddeler hvert andet år rådets Børne- og ungdomslitteraturpris med henblik på at styrke vestnordisk børne- og ungdomslitteratur. Rådet udpeger en fagjury med medlemmer fra Grønland, Island og Færøerne. Juryen udvælger nominerede værker fra de tre vestnordiske lande. Vinderen af ​​prisen modtager DKK 60.000 i præmiepenge.

Vestnordisk Råds Charter og Forretningsorden

I det nedenstående er vedlagt Charter og forretningsorden for det Vestnordisk råd. For yderligere informationer kontakt venligst general sekretær: larus.valgardsson@althingi.is.

Charter for Vestnordisk Råd

Forretningsorden