Udskydelse af Vestnordisk Råds årsmøde 2020
Vestnordisk Råds præsidium har besluttet at udsætte Vestnordisk Råds årsmøde, som skulle afholdes i Altinget i Reykjavik den 15.-16. september 2020 pga. Covid 19-situationen og de nyindførte skærpede indrejseregler til Island.
Vestnordisk Råds præsidium har samtidig besluttet, at årsmødet fortsat skal afholdes i løbet af efteråret 2020, sandsynligvis i oktober eller november. Præsidiet vil på grund af den herskende uklarhed ikke fastsætte et nyt tidspunkt, men istedet afvente og håbe på, at situationen lysner i løbet af efteråret, hvilket igen ville give deltagerne mulighed for at mødes i Reykjavik til et årsmøde. Indkaldelse til et årsmøde på et nyt tidspunkt vil blive udsendt senest fire uger inden mødet.
Hvis afholdelse af et regulært årsmøde fortsat viser sig at være vanskeligt, vil præsidiet gøre alt hvad der står i dets magt for at indføre nødvendige begrænsninger, så et fysisk årsmøde stadig kan afholdes på trods af situationen. Det kan fx. betyde et begrænset antal observatører, et andet mødelokale, begrænset mødetid, aflysning af side-arrangementer (middage, udflugter osv) eller i yderste fald et digitalt møde, hvilket dog altid vil være den sidste udvej.
Vestnordisk Råds sekretariat vil i samarbejde med Altinget og landenes delegationssekretariater udarbejde en plan for det udskudte årsmøde, hvor bl.a. et nyt tidspunkt skal findes. Som tidligere fortalt kan et nyt tidspunkt først fastsættes, når et klarere billede begynder at tegne sig i løbet af efteråret over selve Covid 19-situationen og indrejsereglerne i de vestnordiske lande på det tidspunkt, især i Island.
Afslutningsvist skal det understreges, at Vestnordisk Råds årsmøde 2020 under ingen omstændigheder vil blive aflyst.