Sigurður Ólafsson er pr. 1.maj 2018 formelt tiltrådt stillingen som Vestnordisk Råds generalsekretær og dermed kører sekretariatet igen på fuld blus. Efter at Inga Dora Markussen fratrådte som generalsekretær den 31.januar 2018 har Sigurður Ólafsson delvist arbejdet i Rådets sekretariat i sin opsigelsesperiode som projektleder i Nordens Hus i Reykjavik. Her havde han ansvar for sekretariaterne for Nordisk Råds litteraturpris, Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris og Islands afdeling af informationstjenesten, Norden i fokus. Nu begynder en meget travl hverdag i Vestnordisk Råds sekretariat, hvor generalsekretæren går igang med at forberede vigtige begivenheder som Rådets årsmøde som holdes i dagene 4.-5.september 2018 i Færøernes parlament, Løgtingið, møde i Standing Committee of Parliamentarians of the Arctic Region og præsidiemødet. Men lige om lidt er Rådet repræsenteret i Arctic Circle Faroe Islands Forum med deltagelse af Rådets præsidium fra Island og Færøerne. I Grønland er der stadig regeringsforhandlinger efter valget til parlamentet Inatsisartut.
Se programmet for Arctic Circle Faroe Islands Forum her.
Vestnordisk Råd fokuserer på unges brug af rusmidler i Arktis
Mandag den 29.januar 2018 indgik Vestnordisk Råd og The Iceland Centre for Social Research and Analysis (ICSRA) en hensigtserklæring om samarbejde om et projekt med titlen: “Forebyggelse i brugen af rusmidler blandt unge i Arktis”.
Vestnordisk Råd blev observatør i Arktisk Råd i maj 2017, og besluttede i den forbindelse at lægge særlig vægt på velfærd hos befolkningen, der bor i Arktis. Projektet “Forebyggelse i brugen af rusmidler blandt unge i Arktis” harmonerer godt med dette mål. Den islandske model, som projektet bygger på, har vist sig effektiv og implementeres nu over hele verden.
Brugen af rusmidler blandt unge er et udbredt problem i arktiske samfund. For at kunne forebygge og formindske brugen af rusmidler blandt de unge, er det nødvendigt at kortlægge forbrugets omfang. Til det formål er det nærliggende at indgå et tæt samarbejde med Iceland Centre for Social Research and Analysis, ISCRA. Nu vil Vestnordisk Råd fremlægge projektforslaget i Arbejdsgruppen for Bæredygtig Udvikling under Arktisk Råd.
– Da Vestnordisk Råd fik tildelt observatørrolle i Arktisk Råd, gik vi igang med at undersøge hvad vi kan bidrage med i Arbejdsgruppen for Bæredygtig Udvikling under Arktisk Råd. Hvis vi kan få opbakning fra et af Arktisk Råds medlemslande til at gå igang med af afdække unges brug af rusmidler i Arktisk, så betyder det vi indenfor to år kan bidrage med viden om de unges brug af alkohol, tobak, cannabis, smertestillende piller (opioider) og unges trivsel generelt i den arktiske region. Forudsætningen for at gennemføre denne kortlægning er at samarbejde med ISCRA og derfor jeg er ovenud glad for at vi har indgået en hensigtserklæring om samarbejde , siger Kári Páll Højgaard, formand for Vestnordisk Råd.
Direktør for The Icelandic Centre for Social Research and Analysis, (ISCRA), Jón Sigfússon er enig med Kári Páll Højgaard.
– ICSRA er særdeles tilfreds med en samarbejdsaftale med Vestnordisk Råd og rådets bidrag til Arktisk Råds arbejde med at kortlægge de unges velfærd i Arktis. Vi har stor erfaring af at arbejde over hele verden men vi har endnu ikke arbejdet i Arktis. Vi stiller store forventninger til resultaterne og håber på at de kan udnyttes til en positiv samfundsudvikling, siger Jón Sigfússon, direktør for ICSRA.
Imorgen den 30.- og tirsdag den 31. januar holder Vestnordisk Råd temakonference med titlen “Udfordringer og muligheder for bæredygtig turisme i Vestnorden” på Hotel Arctic i Ilulissat. Emnet er høj aktuelt i disse år, hvor tilgangen af turister til de vestnordiske lande er stigende. Især Island har oplevet en eksplosiv vækst som er til at føle på, både i bybilledet og i Islands samfundsøkonomi. Når det går godt med turismen i Island har det også en synergieffekt på naboøerne, da nogle af turisterne vælger at tage videre til Færøerne og Grønland.
Selvom det går godt i disse år, og interessen for den vestnordiske region er stigende, er der også udfordringer i sigte.
Vestnordisk Råd ønsker at få sat turismen på dagsordenen og lægge særligt vægt på bæredygtighed i den forbindelse og af den indlysende grund; at Vestnorden og Arktis får udfordringer når det store ”ryk-ind” af turister sker for alvor. Hvilke udfordringer det kan være og hvordan vi kan udvikle turismen på et bæredygtigt grundlag?
Til at belyse blandt andet dette har Rådet inviteret en række oplægsholdere som kan give os indsigt i den spændende udvikling indenfor turismen i Vestnorden. Se overordnet program ved at klikke på linket Overordnet program Vestnordisk Råds temakonference_29jan
Deltagere fra Vestnorden og det øvrige Norden kommer for at drøfte bæredygtig turisme sammen med vestnordiske turistfolk. Når formanden for Vestnordisk Råd, Kári Páll Højgaard har budt velkommen, vil Phia Andersson præsidiemedlem fra Nordisk Råd og med af det svenske parlament, Riksdagen komme med et oplæg efterfulgt af et oplæg fra Kårsten Eidem Løvaas, medlem af det norske parlament, Stortinget.
Herefter byder repræsentanter fra 5 af Grønlands destinationselskaber konferencedeltagere velkommen til Grønland. Her vil de også give bud på bæredytgig turisme i deres region efterfulgt af et oplæg fra Lykke Yakaboulu, fungerende direktør i Visit Greenland om Grønland som en bæredygtig destination. Se deltagerlisten ved at klikke på linket Deltagerliste_pr 29januar
Efter frokost kommer Magni Arge, folketingsmedlem og tidligere direktør for Atlantic Airways med et oplæg med titlen “De har fået nok i Barcelona” som henviser til masseturismen i den populære feriedestination, hvor lokalbefolkningen blandt andet mærker konsekvenserne på boligmarkedet.
Næste session kommer til at tage udgangspunkt i tre forskellige vestnordiske destinationer der indtænker bæredygtighed i deres produkter. Disse er fra Ragnhildur Sigurdadottir fra Snæfellsnæs National Park, Pól Sundskarð med Hiking.fo og Jens Pavia Brandt fra Greenland Outdoor.
Sidste oplægsholder den 30.januar, Ólöf Ýrr Atladóttir, lander nærmest direkte fra Ryad i Saudi-Arabien, for at holde hovedoplæg med titlen “Fælles udfordringer i den rejsendes æra”. Ólöf Ýrr har været direktør for Islands turistråd gennem mange år, og er nu ansat af FN´s turistorganisation UNTWO som konsulent i bæredygtig turisme.
Den 31.januar er det igen Ólöf Ýrr Atladóttir som holde roplæg om vestnordisk turismesamarbejde gennem organisationen “North Atlantic Tourism Association” NATA. Derefter fremlægger to vestnordiske ministre deres respektive lands turismestrategi. Først er det den islandske minister med ansvar for turisme, industri og innovation Þórdís Kolbrún Gísladóttir og efterfulgt af den grønlandske minister Hans Enoksen med ansvar for Erhverv, Arbejdsmarked, Handel og Energi samt et oplæg fra Jóhan Pauli Helgason, rådgiver fra Ministeriet for Udenrigsanliggender og Handel.
Konferencen afrundes med work-shop hvor omkring 50 deltagere giver deres bud på hvordan de ser fremtidens turismeudvikling i Vestnorden.
Konferencen er åben for tilhørere og presse mens der er ledig siddeplads.
Vestnordisk Råds Præsidium har besluttet, at det bliver Sigurður Ólafsson fra Island, der overtager stillingen som generalsekretær for Vestnordisk Råd. Han afløser Inga Dóra G. Markussen, som efter knap fire år på posten har valgt nye udfordringer.
Vestnordisk Råd er en parlamentarisk samarbejdsorganisation mellem Færøernes Lagting, Islands Alting og Grønlands Inatsisartut, og blev stiftet i 1985.
Der var stor interesse for jobbet som generalsekretær, idet 27 havde sendt ansøgning inden ansøgningsfristens udløb den 29.november 2017.
Sigurður har siden 2012 været projektleder i Nordens Hus i Reykjavik, hvor han har drevet sekretariaterne for Nordisk Råds litteraturpris, Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris og Islands afdeling af informationstjenesten, Norden i fokus. Han har også været ansvarlig for adskillige af Nordisk Ministerråds store projekter på området børne- og ungdomslitteratur.
Sigurdur har master i international udvikling og projektledelse fra Lunds universitet og magister i internationale studier fra Uppsala Universitet.
– Vi er glade for den store interesse der var for stillingen, hvilket fortæller os, at interessen for Vestnorden er i høj kurs. Det var en krævende opgave, at finde den bedst egnede kandidat til jobbet som generalsekretær, blandt de mange gode kandidater. Sigurdur Ólafsson har takket ja til at bestride jobbet som generalsekretær og vi forventer han begynder på fuld tid den 1.maj 2018, meddeler Kári Páll Højgaard, formand for Vestnordisk Råd.
Vestnordisk Råds sekretariat er placeret i Reykjavik, i Islands parlaments lokaliteter.
Torsdag den 14.december 2017 blev Islands parlament konstituteret efter parlamentsvalget til Althingi den 28.oktober 2017. I valgperioden 2017 til 2021 består Islands delegation til Vestnordisk Råd af følgende parlamentsmedlemmer:
Guðjón S. Brjánsson, formand, Samfylkingin
Ásmundur Friðriksson, Sjálfstæðisflokkurinn
Bryndís Haraldsdóttir, Sjálfstæðisfrokkurinn
Inga Sæland, Flokkur fólksins
Lilja Rafney Magnúsdóttir, Vinstrihreyfingin – grænt framboð
Þórunn Egilsdóttir, Framsóknarflokkurinn
Se medlemmerne i her
Suppleanter:
Albertína Friðbjörg Elíasdóttir, Samfylkingin
Birgir Ármannsson, Sjálfstæðisflokkurinn
Halla Signý Kristjánsdóttir, Framsóknarflokkurinn
Karl Gauti Hjaltason, Flokkur fólksins
Njáll Trausti Friðbertsson, Sjálfstæðisflokkurinn
Ólafur Þór Gunnarsson, Flokkur fólksins
Lilja Rafney Magnúsdóttir og Bryndís Haraldsdóttir fortsætter i delegationen siden valget i oktober 2016, mens de resterende 4 er ny medlemmer heraf den nye formand for delegationen, Guðjón S. Brjánsson.
Til tiltrædelse pr. 1. februar 2017, eller efter nærmere aftale, søges generalsekretær til Vestnordisk Råd. Vestnordisk Råds sekretariat består til dagligt af den kommende generalsekretær samt en seniorrådgiver, ansat i en halvtidsstilling. Sekretariatet er placeret i Reykjavik i Islands parlament, Althingi.
Vestnordisk Råd er en parlamentarisk samarbejdsorganisation mellem Løgtingið i Færøerne, Inatsisartut i Grønland og Alþingi i Island, som har til formål at samarbejde om vestnordiske interesser.
Arbejdsopgaverne er hovedsagelig faglig og administrativ støtte til Vestnordisk Råd, sagsforberedelse, opfølgning af Rådets beslutninger, planlægning og forberedelse af møder og konferencer, bistand til Rådet i dets internationale virksomhed samt kontakt og informationsformidling til medier og offentlighed. Generalsekretæren udarbejder budgetforslag og styrer Rådets økonomi.
Ansøgere skal besidde følgende kvalifikationer:
Relevant videregående uddannelse på kandidats/masters-niveau eller lignende. Uddannelse indenfor samfundsvidenskab eller jura er en fordel.
Flydende dansk og engelskkundskaber.
Beherskelse af et eller flere af de vestnordiske sprog.
Gode mundtlige og skriftlige formidlingskompetencer.
Evne til at arbejde selvstændigt, i et mindre team samt i en bredere organisatorisk forstand.
Være arbejdsom, kreativ og initiativrig med personlig gennemslagskraft.
Være udadvendt, servicemindet og i besiddelse af gode samarbejdsevner samt sociale og kontaktskabende egenskaber.
Derudover vil følgende kvalifikationer være en styrke:
Erfaring med internationalt samarbejde.
Erfaring fra parlamentarisk arbejde.
Løn og arbejdsvilkår fastsættes i henhold til gældende overenskomst. Stillingen besættes som åremålsansættelse med muligheder for forlængelse.
Eventuelle spørgsmål rettes til Generalsekretær Inga Dora Markussen på telefon nummer +354 56 30 731. Yderligere information om Vestnordisk Råd findes på www.vestnordisk.is
Ansøgninger skal være på Vestnordisk Råds arbejdssprog som er dansk. Eventuelle jobinterviews vil foregå på dansk. Ansøgningsfrist: Ansøgning vedhæftet CV og relevante dokumenter, sendes pr. mail til Altingets personalekontor jobvnr@althingi.is senest onsdag den 29. november 2017.
Vestnordisk Råd er det formelle samarbejde mellem parlamenterne i Grønland, Færøerne og Island. Der sidder i alt 18 medlemmer i Rådet, 6 fra hvert parlament. Rådet blev stiftet 24.september 1985 i erkendelse af at de vestnordiske lande har fælles udfordringer og interesser. Rådets sekretariat blev etableret i 1997 og er placeret i Islands parlament i Reykjavik, Island.
Under Nordisk Råds session i Helsinki der blev holdt i dagene 31.oktober- 2.november mødtes de tre tre vestnordiske undervisnings-, forsknings- og kulturministre, Rigmor Dam, Færøerne, Doris J. Jensen, Grønland, og Kristján Þór Júlíusson, Island, for at underskrive en samarbejdsaftale på kulturområdet i de vestnordiske lande. Målet med aftalen er, at øge og styrke samarbejdet de tre lande imellem inden for kulturområdet, så kreativiteten og kvaliteten i samarbejdet kan udvikles til gavn og nytte for alle tre lande. Dette forsøges opnået ved fælles finansiel, informativ og koordinerende indsats inden for kulturområdet. Samarbejdet søges styrket og forøget gennem anvendelse af informationsteknologi.
I selve aftalen nævnes der kun ét indsatsområde, nemlig “Vestnordisk Dag“, som har sin oprindelse i en rekommandation fra Vestnordisk Råds i 2008. Der er tale om én dag, der hvert år samtidig fejres i alle tre lande. Vinterjævndøgn (i september) er valgt til markering af vestnordisk historie og kulturen i de vestnordiske lande, og for at øge samarbejdet og samhørigheden mellem landene. Aftalens øvrige indsatsområder aftales hvert fjerde år og skiftes landene på at have ansvaret for dem opfattes kulturbegrebet bredt.
I den første fire-årige periode vil landene arbejde på projekter omkring film, computerspil, frivilligt arbejde og sprog.
Der er en lang tradition for et samarbejde på kulturområdet mellem de Vestnordiske lande. I 1996 blev der for første gang lavet en aftale landene i mellem om et samarbejde på kultur-, forsknings- og undervisningsområdet. I den nye aftale lægges der vægt på kultursamarbejdet.
Nyheden er hentet fra Naalakkersuisuts hjemmeside og kan læses her
Nyheden er også på Islands regerings hjemmeside og kan læses på islandsk her
Udover samarbejdsaftalen mellem kulturministrene er det indgået vestnordiske samarbejdsaftaler på sundhedsområdet, socialområdet og udenrigsområdet.
Onsdag den 1.november udsendte Kári Páll Højgaard, formand for Vestnordisk Råd, en intern meddelelse til Rådets medlemmer om at generalsekretær, Inga Dora Markussen har opsagt sin stilling. Hun har 3 måneders opsigelsesfrist og har dermed sidste arbejdsdag den 31.januar 2018.
Formandens meddelelse til Rådets medlemmer var som følger:
“Jeg tager naturligvis hendes opsigelse til efterretning, og vil benytte lejligheden at takke Inga Dora for hendes store engagement og indsats siden juni 2014.
Hun har ydet en god og solid indsats i sin tid som generalsekretær og jeg vil fremhæve nogle af de større opgaver hun har gennemført. Inga Dora har været med til at definere Rådets arktiske dagsorden, som blandt andet har medført, at Rådet har identificeret de vestnordiske fælles interesser, som skal styrke regionen i arktisk sammenhæng. Hun har medvirket til, at Rådet fik en observatørstatus i Arktisk Råd, hvor der blev sendt ansøgninger i 2014 og i opdateret version i 2016, eftersom kravene til ansøgningerne ændredes. Den opdaterede version tog udgangspunkt i temakonferencen i Grindavik 2016, om Demokrati i Vestnorden – de nationale parlamenters rolle i arktisk regeringsførelse.
Inga Dora har ligeledes bidraget til at Rådets virke og fokus har fået en god platform på Arctic Circle konferencerne og forum siden 2014.
Jeg vil også fremhæve hendes flotte indsats ved markeringen af Vestnordisk Råds 30 års jubilæum i 2015 i Runavik og Tórshavn samt med forberedelserne af vores kulturaftener under årsmøder og temakonferencer.
Kort sagt mister Rådet en generalsekretær, der har favnet bredt og har bevist, at sammen er vi stærke.
Det er derfor vemodigt, at vi må sige farvel til Inga Dora, som har udvist stor engagement og interesse i at løse Rådets opgaver. Jeg respekterer hendes beslutning, som indebærer, at hun flytter hjem til Grønland med sin mand og 4 børn, idet hun tiltræder som uddannelseschef i Royal Greenland den 1.februar 2018 og jeg ønsker hende tillykke og al mulig held og lykke med det nye job. Jeg er sikker på, at hun vil sætte sit præg i sin kommende stilling, ligesom hun har været med til sætte sit præg på Vestnordisk Råds virke og samarbejde.
Vestnordisk Råd når at sige farvel til Inga Dora i Ilulissat, som danner rammen for Rådets temakonference i slutningen af januar 2018. Rådet skal derfor i gang med at finde en ny generalsekretær og præsidiet håber, at en ny generalsekretær kan ansættes inden temakonferencen, så vi kan sige goddag og farvel.
Med venlig hilsen, på vegne af præsidiet,
Kári Páll Højgaard,
Formand for Vestnordisk Råd”
Jobopslag forventes at blive offentliggjort i nogen af de vestnordiske aviser og jobdatabaser i næste uge.
Session om observatørernes rolle indenfor Arktisk Råd
Vestnordisk Råd afholdt en break-out-session på Arctic Circle Assembly konferencen i Reykjavik den 13. oktober. Sessionen fokuserede på den rolle observatører spiller indenfor Arktisk Råd. Vestnordisk Råd blev observatør i Arktisk Råd i maj 2017. Fire forskellige observatører bidrag til mødet: Eirik Sivertsen på vegne af Standing Committee of Parliamentarians of the Arctic Region, Nauja Bianco på vegne af Nordisk Ministerråd, Allen Pope på vegne af International Arctic Sicence Committee, og Bryndís Haraldsdóttir på vegne af Vestnordisk Råd. Desuden afdækkede Islands Arktiske ambassdør i Arktisk Råd, Árni Þór Sigurðsson, hvordan de, der styrer Arktisk Råd, ser på observatørernes rolle og værdien af deres bidrag.
Oplægsholdererne var enige om vigtigheden af observatørernes bidrag til Arktisk Råds arbejde. Efter deres opfattelse spiller observatørernes deltagelse en stor rolle i legitimering af Rådets arbejde. På spørgsmålet om, hvordan observatører bedst kan bidrage til Rådets arbejdsgrupper, blev det understreget, hvor vigtigt det er at definere, hvilken ekspertise du kan medbringe. Behovet for at arbejde både professionelt og personligt med andre observatører, medlemslande og permanente deltagere blev også understreget, samt værdien af at deltage i at forbinde personer, der arbejder med lignende problemer i hele regionen. For en parlamentarisk organisation som Vestnordisk Råd blev også værdien af at presse den parlamentariske dagsorden understreget.
Resultaterne af breakout-sessionen vil give værdifulde bidrag til Vestnordisk Råds arbejde med en strategisk ramme for dets observatørskab i Arktisk Råd, der for øjeblikket er under udvikling.
En optagelse af breakout sessionen findes her: https://soundcloud.com/vestnordiskraad/sets/breakoutout-session-observing
Vestnordisk Råd deltager på Arctic Circle konferencen
Vestnordisk Råd afholder en break-out-session på Arctic Circle Assembly konferencen i Reykjavik den 13. oktober. Sessionen vil fokusere på den rolle observatører spiller indenfor Arktisk Råd. Vestnordisk Råd blev observatør i Arktisk Råd i maj 2017.
Formålet med sessionen i Arctic Circle, er at besvare følgende spørgsmål: Hvordan kan observatører bidrage til og påvirke Arktisk Råds arbejde? Hvad skal en interparlamentarisk organisation som Vestnordisk Råd fokusere på i sin indsats for at bidrage til og påvirke Arktisk Råds arbejde?
Fire forskellige observatører vil bidrage til mødet: Nordisk Ministerråd, International Arctic Sicence Committee, Standing Committee of Arctic Parliamentarians og Vestnordisk Råd. Islands Arktiske Ambassadør (Senior Arctic Official) i Arktisk Råd vil desuden afdække, hvordan de, der styrer Arktisk Råd, ser på observatørernes rolle og værdien af deres bidrag.
Sessionen holdes fredag den 13.oktober kl. 17.55 til 19.35 i Ríma B-salen i Harpa. Se programmet her:
Vestnordisk Råd håber på en livlig diskussion, som kan give værdifuldt input til rådets arbejde i udforningen af en strategisk ramme for sin observatørskab for 2018-2020. Strategien er under udvikling. Det overordnede mål er at mindske det demokratiske underskud i Arktis ved at sikre, at indbyggernes stemme høres og deres rettigheder beskyttes.
Oplægsholdere vil være følgende:
Bryndís Haraldsdóttir, Vicepræsident for Vestnordisk Råd og Parlamentsmedlem, Island.
Eirik Sivertsen, formand for Standing Committee of Parliamentarians of the Arctic Region (SCPAR) og Parlamentsmedlem, Norge.
Nauja Bianco, Seniorrådgiver hos Nordisk Ministerråd.
Dr. Allen Pope, Eksekutivsekretær for International Arctic Science Committee.
Árni Þór Sigurðsson, Ambassadør for Arktiske Anliggender, Senior Arctic Official, Island.