I dagene 27.-30.oktober 2014 deltog Vestnordisk Råd vanen tro i Nordisk Råds session. Her holdt Bill Justinussen, formand for Vestnordisk Råd tale, hvor han blandt andet fortalte om rådets kommende planer. Her er hans tale.
– President! Kære venner.
Den 24. september sidste år sejlede det danske fragtskib “Nordic Orion” fra Vancouver i Canada til Finland med 73.500 ton kul. Nordic Orion brugte ikke den almindelige sejlrute, men sejlede som det første fragtskib nogen sinde af egen kraft gennem nordvest-passagen. Det første skib, som Nordic Orion mødte i grønlandsk farvand, var det grønlandske fiskeskib “Polar Nanoq”. Mandskabet ombord på Polar Nanoq bestod af 19 grønlændere, 7 færinger og en islænding. Her mødtes Norden med Vestnorden i en historisk bedrift med klimaændringer i Arktis som betingelse.
– Denne skibstransport fra Stillehavet ind i Atlanterhavet er nu en realiseret ønskedrøm. Sejltiden forkortes mærkbart og sejlruten nordfor Alaska og Canada og videre vestfor Grønland flytter os nærmere den nye og ukendte fremtid i Arktis. Nye muligheder for ressourceudnyttelse på havet, i havet og under havet tiltrækker alverdens interessenter med supermagter i spidsen. Vestnorden med sine mindre end en halv million indbyggere, men med utilsvarende stor geografi, har store muligheder og kæmpestore udfordringer. Derfor har vi fra Grønland, Island og Færøerne brug for at finde fælles fodslag.
– Den 24. september 1985 blev Vestnordisk råd stiftet. 6 medlemmer fra Inatsisartut, 6 medlemmer fra Althingi og 6 medlemmer fra Løgtingið udgør dette vestnordiske forum af politikere, som sammen konstant søger efter fællesholdninger og fællespolitik på miljøområdet, ressourceområdet, kultur, handel, demografi, uddannelse, social- og sundhedsområdet. Sammen lægger vi forslag for de tre parlamenter i Vestnorden til fælles gavn for Vestnorden i sin helhed.
I de senere år er den arktiske fremtid vores altoverskyggende problemstilling. Derfor har Vestnordisk Råd igangsat arbejdet med at udforme fælles vestnordisk synspunkter om Arktis på de områder landene har fælles interesser, og hvor vi med gensidig fordel kan blive enige om sådan en strategi.
Strategien kommer til at udgangspunkt i et øget økonomisk samarbejde, fordi det er der vi ser et umådeligt stort potentiale, og som vil have en geostrategisk og geoøkonomisk betydning nu og i fremtiden.
På trods af indbyrdes konkurrence om erhvervsmulighederne imellem de vestnordiske parter, ser vi store potentialer i et øget samarbejde inden for mange sektorer. Nu gælder det om at konkretisere disse muligheder som vi har tilfælles, og som skal give en håndgribelig værdiskabelse indenfor sektorer, som energi, minedrift, turisme, forskning, transport, infrastruktur, service og sidst men ikke mindst fiskeri og fangst.
Det glæder os at Danmark i sin formandsperiode næste år prioriterer Arktis på dagsordenen.
Hr. Præsident. Alle vestnordiske drømme og visioner om den arktiske fremtid bygger på fredelig sameksistens og forståelse landene imellem. Derfor er vi i Vestnorden bekymrede om den militære aktivitet, som særlig fra russisk og canadisk side foregår i Arktis. Vi vil derfor henstille til de nordiske lande om tydelig og klare holdninger også på vegne af Vestnorden med sine meget tyndt befolkede områder.
Tak for opmærksomheden find out here.