Nordisk kulturpolitik i en global og multikulturel verden er emnet, når Norden i Fokus inviterer til fyraftensmøde med den danske kulturminister Brian Mikkelsen og kultursociolog Peter Duelund den 2. april i Nordisk Ministerråds sekretariat, Store Strandstræde 18, København kl. 17.30 –18.45.

Ved debatmødet vil spørgsmålet blive stillet, om der er nogle særlige elementer i ”Den Nordisk Kulturmodel’, der er interesse for uden for Nordens grænser. Kan vi eksportere elementer fra vores kulturmodel til resten af verden og dermed markere os i det globale landskab? Er målet, at kulturlivet skal være mangfoldigt, uafhængigt og tilgængeligt for alle, eller skal de nordiske lande være konkurrencedygtige, kunne begå sig internationalt og være i stand til at eksportere nordisk kultur og kunst i en globaliseret og multikulturel verden?

2008 er EU’s ”Year of Intercultural Dialogue”. Hvordan kan Danmark og de øvrige nordiske lande markere sig og bidrage til den kulturpolitiske diskussion i EU-sammenhæng?

Der er gratis adgang til arrangementet, men pga. et begrænset antal pladser gælder ”først til mølle” princippet, så det anbefales at komme i god tid til mødet. Ordstyrer ved mødet er journalist Rasmus Strøyer.

Kulturminister Brian Mikkelsen.

Nordisk Råds og Nordisk Ministerråds fælles hjemmeside: http://www.norden.org