Efter lange forhandlinger er en ny regering nu klar på Island under ledelse af Jóhanna Sigurdardóttir fra det socialdemokratiske parti Samfylkingin. Ny nordisk samarbejdsminister bliver Katrín Jakobsdóttir. Det er især spørgsmålet om EU, der har skilt de to regeringspartier, socialdemokratiet og de venstregrønne.
Regeringsforhandlingerne har stået på siden valget 25. april, hvor de to regeringspartier fik en jordskredssejr. De fortsætter nu det regeringssamarbejde, som de indgik i januar, da den daværende regeringskoalition af det konservative Selvstændighedsparti og Socialdemokraterne brød sammen.
Flere kvinder end nogensinde blev valgt ind i Altinget, der nu har 43 % kvinder.
Statsminister Jóhanna Sigurdardóttir har udtalt, at den store kvinderepræsentation netop er en af valgets store sejre – da hun begyndte sin politiske karriere i 1978 var kun 5 % af Altingets medlemmer kvinder.
En stor del af forhandlingerne har fundet sted i Nordens Hus i Reykjavik, hvilket mange har set som en symbolsk gestus, idet regeringen i sin politik lægger hovedvægt på velfærd med forbillede i de nordiske velfærdssamfund.
Forude venter dog nedskæringer i offentlige udgifter på mellem 35-50 milliarder islandske kroner – eller op mod 10 % af statens budget – samtidig med at arbejdsløsheden er steget fra omkring 2 % til omkring 10 % på ganske få måneder.
Island er formand for Nordisk Ministerråd i 2009 og flere islandske kommentatorer har peget på, at der er et ønske om en stærkere nordisk tilknytning.
Det er således også primært spørgsmålet om, hvorvidt Island skal søge optagelse i EU, der skiller de to regeringspartier.
Katrín Jakobsdóttir fra de venstregrønne fortsætter som undervisnings- forsknings- og kulturminister og bliver nu også samarbejdsminister.
Hun er den yngste minister i regeringen f. 1976, næstformand i de venstregrønne og har siddet i Altinget siden 2007.
Sigrún Björnsdóttir, sigrun.bjornsdottir@for.stjr.is+354 8208895 ,