Nordisk Råd bør sætte fokus på forvaltning af de ressourcer, som Vestnorden har til fælles med Fastlandsnorden, for at opnå en bedre forståelse for de vestnordiske landes hovederhverv, som er baseret på levende ressourcer. Det udtalte Vestnordisk Råds formand Josef Motzfeldt på Nordisk Råds session i Helsinki som afholdes 29. oktober til 1. november.
Han påpegede, at klimaændringerne har stor påvirkning af de vestnordiske landes dyre- og planteliv. „Der er ofte fokus på især isbjørnen, når der tales om klimaændringerne, men ændringernes konsekvenser er større for det øvrige økosystem end for isbjørnen, og de vestnordiske lande har oplevet dramatiske ændringer i forekomsterne af visse dyrearter“, sagde Josef og påpegede, at der på diverse forsamlinger, konferencer og seminarer, som holdes verden over, og hvor emnet er klima, ofte ser ud som om isbjørnen, er den eneste skabning, som lever i Arktis – som en anden majestæt i sit kongedømme. „Nok er isbjørnen truet i sit habitat, men det gælder også andre arter såsom mikroorganismer, fisk, fugle og andre dyr“, sagde Josef. „Når der sker ændringer i en af arternes tilgængelighed, trækker andre arter sig væk og dermed forsvinder der både en kultur og en mangeårig levevis, når disse dyrearter trækker sig væk“, sagde han.
Josef påpegede, at der nok kommer nye arter i stedet for de traditionelle, hvor makrellen er et godt eksempel. „Med det fokus, der er på Arktis, vil de nordiske lande i deres samarbejde med den øvrige verden stå stærkere, når man kender hinandens levevilkår bedre og derfor foreslår jeg, at Nordisk Råd står for en konference, om klimaændringerne, hvor hovedoverskriften bør være fælles forståelse for forvaltningen af alle levende ressourcer på et bæredygtigt grundlag“ sagde Josef til slut“.
Vestnordisk Råds viceformand Henrik Old kritiserede Norge og EU på det hårdeste for deres standpunkt i makrelsagen hvor EU med støtte fra Norge har besluttet at indføre sanktioner mod færøsk og islandsk fisk på det europæiske marked, fordi de fisker makrel, som i store mængder er inde i det vestnordiske område. Islands altingsmedlem Ólína Þorvarðardóttir som også er viceformand i Vestnordisk Råd, tilsluttede sig Henriks kritik på EU og Norge og opfordrede til, at der bliver lavet en fælles international forskning på makrellen og dens adfærd for siden at kunne bygge forhandlinger om landenes andel i makrelbestanden på et videnskabeligt fundament. Ólína opfordrede Nordisk Råd til at tage initiativ i sagen.